Her vil du kunne finde noget af det, der inspirerer mig, optager mig, og lidt om de ting, jeg laver sammen med andre. Med andre ord: alt godt fra havet.
Jeg har længe været optaget af "steder", og nu har jeg sat mig for at lave mine egne hverdagsstudier. Hvad er det, der får os til at høre til? Hvilke steder vækker refleksion, glæde, nostalgi, energi osv.? Hvilken indflydelse har stedet i sig selv på det, der sker dér?
For jeg er ikke i tvivl om, at steder har stor betydning. Det gælder både i mit privatliv, hvor jeg tanker energi ved havet (helst Vesterhavet…), hvor bestemte steder kaster mig tilbage i tid, og hvor særlige byrum vækker lyst til at gå på opdagelse.
Men det gælder også i mit arbejdsliv. Jeg forholder mig aktivt til, hvor arrangementer skal finde sted, og hvilke omgivelser, der kan understøtte den proces, der er forude. Det handler ikke om bløde konferencestole og tjekket teknik (selvom begge dele kan være ganske rart), men om at finde og bruge den energi, der ligger i stedet. Måske i en skov, i en spejderhytte, på et museum. Måske noget helt andet… Og hvad sker der med vores kobling til stedet, når vi sidder bag en skærm?
Alt det – og forhåbentlig en masse mere - vil jeg undersøge nærmere og skrive om ind i mellem. Læs med hvis du har lyst og giv gerne dit eget bud på steder, som har særlig betydning, eller måske på en spændende artikel eller én, jeg skal snakke med.
#stedsans #stedetsbetydning #pforplace
Feriesteder
Inden længe er de fleste af os på vej på sommerferie. Vi er på vej til nye steder, til yndlingssteder, til aktivitets- og oplevelsessteder, til afslapningssteder – eller også bliver vi hjemme og udforsker måske nogen af de steder, vi ellers bare haster forbi.
Jeg er sikkert ikke alene om at ha’ det sådan, at der er enkelte steder, jeg helst skal have været i løbet af sommeren, hvis jeg skal kunne sige, at det har været rigtig sommer. For mit vedkommende er det Vestjylland og Vesterhavet. Jeg skal have duften af nåletræer, sand og hav i næsen – og gerne en aftengåtur i engen og de nye kartofler fra lige præcis dén der bod ved vejen.
Men en ting er nydelsen ved at falde til ro på de steder, vi kender og holder af, eller gå på opdagelse i fjerne byer og landskaber - noget andet er, hvad kan vi tage med fra sommerens steder og tilbage i vores arbejdsliv, når det igen banker på? Er det behovet for at have mere natur i vores hverdag, er det følelsen af at udforske noget nyt, vi har brug for, eller er det måske grundlæggende opmærksomheden på at være til stede, der hvor vi er, i stedet for blot at løse vores opgaver uden at skele til omgivelserne.
Hvis vi kan overføre den tilstedeværelse vi har, når vi holder ferie, til hverdagen, er jeg sikker på, at der er noget godt at hente – både relationelt og fagligt. Det vil jeg øve mig i hen over sommeren.
Og har du lyst til at dele dit yndlingssted så gør det endelig. Det kunne jo være, at vi andre fik lyst til at forfølge dit spor…
God sommer!
#stedsans #tilstede #pforplace
Steder og facilitering
I dag har jeg holdt det andet af to kursusmoduler om Arrangementskompasset sammen med #Iabrixohmann. Et af punkterne i kompassets ring handler (selvfølgelig) om stedet: hvor skal begivenheden holdes, hvilket sted kan understøtte processen og dermed formålet, hvilke praktiske forhold skal vi være opmærksomme på – og hvilke æstetiske? Osv…osv...
Det kan lyde lidt paradoksalt at have fokus på konkrete steder, når man holder kursus online, men selv i det format kan det via simple greb og øvelser lade sig gøre at koble sig til det fysiske sted - og på en eller anden måde hjælper det med til at koble deltagerne til hinanden, hvilket betyder en bedre dialog og deltagelse og dermed bedre udbytte af kurset.
Det er en dominoeffekt, jeg er tilhænger af, og det var deltagerne heldigvis også...
#stedsans #tilstede #pforplace
At flytte processerne
Det seneste års tid har vi været nødt til det: at forlade kontoret og holde møder fx gående, når vi er kørt sur i onlinemøder… men også når det ikke handler om smittetal og virus, giver det god mening at flytte ud af de vante rammer ind i mellem.
En af mine første erfaringer med det var ved udvikling af Topmøde for Frivillige for efterhånden en del år siden i en bålhytte i udkanten af Herlev. Frivillige fra alle hjørner af foreningslivet og kommunalt ansatte mødtes, og det, at alle var lidt på udebane, gjorde det lettere at skabe nye forbindelser, og det satte fokus på det fælles formål mere end på forskelle mellem deltagerne. Stedet i sig selv gav ideerne mere ilt, gav plads til det legende, undersøgende element og til bevægelse – og de opmærksomheder har jeg arbejdet med siden.
Det var i øvrigt ved samme lejlighed, at Rikke Røge Forchhammer og jeg lancerede grebet #denikkefaciliteredepølse; nemlig at vi skal sørge for rigelig tid til den uformelle snak, og huske at forplejningen er vigtig - en pølse over bål kan være det helt rigtige.
Del gerne dine erfaringer med at flytte på processerne. Både de gode tips, der hvor det gik fantastisk, og der hvor det måske kiksede lidt. For det sker jo også ind i mellem…
#stedsans #stedetsbetydning #pforplace
Sammen med Ia Brix Ohman har jeg skrevet en lille håndbog om facilitering:
”Arrangementskompasset
– sådan kommer du godt i gang”.
Vi håber, at den kan inspirere dig til at gøre dine arrangementer mere nærværende
- til glæde for både
deltagerne og dig selv.